9940 Læsø
+45 2023 4911 / +45 2925 0919
tl@tofteladen.dk

Vil du med på safari?

Spisetang fra Danmarks reneste farvand

Vil du med på safari?

Klokken er 18.00. Det er torsdag – og solen skinner stadig. Det er varmt som midt på dagen.

Rie har pakket bilen med bålfade, brænde, waders, skåle, sakse, vand og cider. Hun er på vej til Horneks Odde.

Ved P-pladsen venter de første spændte gæster. De kan alle se, at det er Rie, der kommer, for der står Læsø Tang på bilen, så de følger blot med, da hun vinker og drejer ind ad stien, der fører forbi hummerhytten og hen til Stenhuset og den hyggelige plads, hvor de skal mødes til en tangsafari.

”Tanghøst og mad over bål ved Horneks – kun for voksne.
Sammen høster vi tang som tilbehør og ingrediens til menuen, der tilberedes over bål.
Voksentur med masser af viden, sjov og god smag.
Sprog: dansk og engelsk.”

Sådan annonceres arrangementet. Billetten er købt i webshoppen, og mange har hørt om turen fra venner, men der er også mange, der har set den i TV-programmet ”Sæt pris på Danmark”, hvor Troels Lyby og Flemming Møldrup blev udfordret og skulle gætte prisen, som de i øvrigt syntes var alt for billig.

Når man skal tilbringe nogle timer sammen, skal man selvfølgelig vide, hvem man er sammen med. Så det hele starter med en lille præsentation, og så hjælpes man ad med at tømme bilen for udstyr og remedier.

”Gad vide om der i plastbaljerne med waders er et par, der passer mig, så jeg ikke ser alt for dum ud”, tænker en yngre mand, der er lokket med af sin kæreste.

Rie fortæller lidt om aftenens program – og betoner, at det det er vigtigt, at alle tager del i arbejdet med at tænde bål, dække bord, røre i gryderne, passe panden med brød og holde øje med chipsene, når de begynder at tage farve.
I første omgang skal alle dog kunne genkende de tangarter, man skal ud at høste, når Rie har snakket færdig.

Det er specielt blæretang og savtang, man skal lede efter, og det er vigtigt, at man kun klipper de yderste friske skud af algeplanten, så den kan leve videre og formere sig og blive til endnu flere og mere.

Men selvfølgelig skal alle også vide, at der mere end 200 forskellige tangarter i farvandet rundt om Læsø, og at ingen af dem er giftige, og at en af dem hedder pølsetang.

Efter den lille forelæsning er det tid til at komme i bølgerne, selvom bølger nok er lidt hårdt sagt. Det er altid stille vand ved det fladvandede Horneks – skulle vejret være helt tosset, så bliver turen bare udsat, eller deltagerne får pengene tilbage.

For mange er det en oplevelse bare at trække i et par waders. En lun sommeraften er det såmænd heller ikke nødvendigt. Bukserne op i knæhøjde og bare tæer, så er man faktisk fuldt udstyret.  Nå nej, man skal lige have saksen og skålen med.

Ude i vandet sker der hurtigt det forunderlige, at alle oplever en fuldstændig ro og en dyb koncentration breder sig.
Flemming Møldrup bemærkede på sin tur i vandet, at det må være rigtig godt for sindet. Minutterne forsvinder og bliver til mange, mens man kigger ned i vandet og finder de lækre unge skud på de mange tangplanter, som Rie lige har vist og fortalt om. Men langsom bliver skålene fyldt op.
Sammen med skålene til fælles bedste, har Rie også givet hver deltager en lille pose med, så man kan høste lidt til eget forbrug, når man kommer hjem.

Efter en halv times tid er alle oppe på tør grund igen. Træet i bålfadene og i grillen er blevet til gløder, og de små spejderpander og gryden med tangsuppe er varme, så man må passe på ikke at brænde sig. ”Det er længe siden, man var spejder”, konstatere en lidt overvægtig deltager, der har fået til opgave at røre i suppen.

Rie instruerer i, hvordan man rister tang i en lille smule olie. Det bliver til tangchips, men hvis alting skal være færdig samtidigt, så skal dejen straks fordeles på en af bagepladerne. Det tager ikke jo mange minutter at lave tangchips.

Borddækningen bærer selvfølgelig præg af, at det hele minder lidt om skovtur.

Ingen trækker frinummer – alle har en lille opgave forud for, at man kan sætte sig til bords.
Mens deltagerne har høstet til den fælles madlavning, har Rie fundet alle mulige andre tangarter, så lige inden man sætter sig bords har hun foldet den store bestemmelsesdug ud og lagt i græsset.

Der er tid til en lille konkurrence, hvor man skal prøve, om man kan identificere, hvad det er Rie har bragt i land: carragentang, søsalat, lav klørtang, vatalger, en lille stump søl osv. osv.

Bænket ved bordet smager man nu på herlighederne. Rie har naturligvis medbragt forskelligt tilbehør fra hylderne med specialiteter hjemme i butikken: tangsalt, tangolie, tangpesto og syltet blæretang.
”Det smager da forbavsende godt,” kommenterer den overvægtige, der måske havde forventet noget andet.
”Er det sundt?”, vil hans kone gerne vide.”
Spørgsmålet er et stikord til Rie, der kan fortælle om både mineraler, sporstoffer og vitaminer, og hvordan tang i foderet til kreaturer nedsætter deres prutter til næsten ingenting.

”Nu er jeg jo ingen tyr, hvis I skulle være i tvivl”, bemærker manden med et smil, og bidrager til den gode stemning, ”men jeg savner nu en god bøf til al den her sundhed.”

Det var stikordet til en af de øvrige ved bordet, Hun har i mange år har været vegetar.

Snakken går livligt, der grines og hygges, som om man havde kendt hinanden længe – og dog er det ikke mere end små to timer siden, man mødtes.

Der bliver spist godt til. Da alle erklærer sig mætte, ligger der dog endnu et par brød i kurven, og der er stadig en lille smule suppe i uden af gryden. Rie spørger, om nogen vil have de sidste brød med hjem. Det vil den unge pige gerne.

”Hvordan er det? Har du åbent i butikken i morgen”, spørger en af deltagerne.

”Ja, selvfølgelig har jeg åbent”, svarer Rie, ”det har jeg hver dag fra kl. 10 til 16 – undtagen søndag. Min mand plejer at sige, at vi jo kun lever af det, vi sparer ved at holde lukket den ene dag om ugen.”

Alle er enige om, at så de kommer op og kigger i butikken – bortset fra det unge par, som allerede været der.

”I kan godt glæde jer, det er en fantastisk flot butik”, konstaterer den unge pige, ”vi var der den dag, vi købte billetter.”

”Jeg troede at unge mennesker købte alting på nettet – det var da der, vi købte vores billetter,” bemærkede en ældre dame.

Og det er rigtigt – alle de andre havde reserveret og købt en plads på tangsafarien med Rie i Læsø Tangs webshop: https://laesoetang.dk/webshop/#!/guidede-tangture-og-aktiviteter/products/tangsafari-2020

Klokken er blevet kvart i ni. Alle har hjulpet med at bære lidt udstyr tilbage til bilen, og inden man kører hver til sit, er det tid til at sige godaften og tak til hinanden for godt selskab og et par hyggelige timer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *