Når vi deler med bierne.
Den daglige omgang med vores ti brune bifamilier kan godt være en lidt af en stressfyldt affære. Bierne vil helst have fred og ro, og de viser sjældent nogen begejstring, når vi roder rundt i staderne efter dronningepubber eller med nye voksplader eller bare for at kigge.
Netop her i juli er begejstringen på et absolut minimum. Bierne har travlt med at producere næste generation, og de samler pollen og nektar i store mængder, så de har noget at leve af i hårdere tider. Det tror de i hvert fald. Men de tager grusomt fejl, og måske har de en mistanke, og de reagerer uden gæstfrihed, når de forstyrres af vores besøg.
I virkeligheden er vores besøg jo heller ikke uden en vis bagtanke. Vi vil jo om kort tid gerne snuppe det hele fra dem og bytte den lækreste honning med sukkervand eller en klæbrig foderdej.
Lige nu kan vi imidlertid deles om en af biernes foretrukne fødekilder: Lindeblomster.
Vi har fire meget store lindetræer i haven – det er skovlind, også kaldet småbladet lind. Den blomstrer i vildskab og bierne summer lystigt og arbejdsivrige rundt i de millionvis af blomster.
Og vi plukker og plukker.
Blomsterne skal derefter tørres, og så skal de pakkes. Så har vi den herligste lindete, som vi gerne deler med andre gennem salg i webshoppen
Ud over at smage godt, så kan man I forskellig litteratur læse, at lindete har utroligt mange gode egenskaber og virkninger.
Sandhedsværdien af udsagnene tør vi ikke garantere, men prøv selv:
Lindeblomst får nervesystemet til at slappe af og kan afhjælpe søvnløshed og aftenuro hos både børn og voksne.
Lindeblomst kan også lindre hovedpine.
Den virker meget sveddrivende og er en god ven ved forkølelse og influenza.
Den er mild og kan også gives til babyer.
Den har en positiv virkning på høfeber.
Blandes den med kamille, bliver den stærkt beroligende og nervestyrkende.
Lindeblomst har immunstyrkende egenskaber og må endelig ikke tages sammen med febernedsættende medicin, da lindeblomst forstærker effekten.
Blomsten fra lindetræet er uovertruffen til at afhjælpe inflammation i kroppen som ofte er skyld i eller påvirker mange lidelser f.eks. gigt, demens, multipel sklerose, type2diabetes og flere kræftformer.
Den styrker luftvejene og hjælper kroppen med at bekæmpe luftvejsinfektioner.
Det forlyder, at man kan sænke kroppens CRPniveau (infektionstal) og dermed hurtigere kan komme til hægterne efter sygdom.
Ligesom brændenælde kan lindeblomst også være med til at afhjælpe angst, nervøsitet og mindske stresssymptomer samt fordøjelsesbesvær.
Blomsterne er fulde af antioxidanter, flavonider, glykosider, tanniner og aminosyrer, og lindete er derfor også et godt bud, hvis du ønsker at beskytte dig mod kræft.
Den indeholder desuden K- og E-vitamin.
Man kan med fordel skylle håret i lindeblomstudtræk!
Der er ikke noget at sige til, at bierne også er vilde med lindeblomster.
Se i den lille film, hvor en glad lille bi besøger sin blomst
I tilgift kan vi så se frem til at høste nogle kilo lækker lindehonning om en måneds tid, når træerne er blomstret af, og vi bytter med lidt sukkervand og klistret foderdej og håber, at bierne kan koncentrere sig om at samle ind fra lyngen, der til den tid forhåbentlig står i al sin pragt.
Seneste kommentarer