Ruth Nielsen (1944 – 2024)

Foto: Tangnetværket

Ruth Nielsen er død.
Dansk algeforskning og videnskab har mistet endnu en af de helt store.

Og vi har mistet en god ven og mentor.

Det var Ole G. Mouritsen, der gav startskuddet til min interesse for tang – men jeg kan i høj grad takke Ruth for, at jeg lærte noget om tang.
Ruth kom meget på Læsø, hvor hun gennem mange år havde sit sommerhus. Vores første møde var nok tilfældigt, men vores fælles interesse førte os sammen, og jeg har haft enorm glæde af vores mange fælles ture på stranden, hvor Ruth har forsøgt at indvie mig i en lille flig af sin enorme viden.

Ruth var en sjov pige og veninde. Hendes livsstil var nærmest minimalistisk, når hun f.eks. samlede og genbrugte emballage eller skrev på begge sider af papiret. Hun var en slags tidslomme, der nok havde lidt svært ved at forlige sig med mange nutidige forbrugsmønstre. Ruth satte pris på det enkle praktiske liv.

Men hendes arbejde og forskning var alt andet end enkel. Ruth arbejde mere end 50 år med forskning og formidling om først og fremmest danske havalger. Hun har undervist i havets biologi, hun opbyggede et gigantisk algeherbarium for Statens Naturhistoriske Museum, og hun har deltaget i miljøkontrol med henblik på at identificere og belyse udviklingen i den samlede algebestand omkring Danmark. Hun har også deltaget i omfattende feltarbejde på bl.a. Færøerne.

Og i tillæg har hun skrevet, udgivet og delt ud af sin viden.
En bibel for alle os halvstuderede røvere er naturligvis det værk, som hun sammen med Steffen Lundsteen udgav i 2019: Danmarks Havalger – et digert værk i to bind, som stort set samlet alt, hvad der er værd at vide.
Men Ruth synes alligevel, at der manglede noget. Hun har derfor netop færdigskrevet et manuskript, Guide til Danmarks Havalger, der er er en billedoversigt, og en kæmpe hjælp, når man vil bestemme de almindeligste eller let genkendelige danske havalger. Ruth besluttede, at bogen skulle være en billedbog; teksten er sparsom, men det nødvendige er med.

Jeg kommer til at savne Ruth. Vores ture på stranden, hendes smil og humor, vores private samvær og hendes søde bidrag til min butik, hvortil hun f.eks. lærte mig at lave postkort med alger, der binder sig til papiret og næsten er for værdifulde at skrive Glædelig jul på. De kan jo i stedet sættes i rammer og hænges op eller stilles frem. Og hendes tændstikæsker, hvor hun omhyggeligt har klippet billeder af alger ud og limet dem på æsken, som derved opnår en noget særligere værdi, end når den kun viser et billede af Tordenskjold.
Det er også Ruth, der har restaureret vores gamle serveringsbakke og givet den helt nyt liv.

Men der er ingen tvivl om, at jeg ikke vil være den eneste, der kommer til at savne Ruth.

Rie Ladefoged