Lokale fødevarer – geowashing eller reel kvalitet?

Det er forbudt at greenwashe sine produkter. Det har Danish Crone fået dom for. En gris kan ikke være klimakontrolleret.

Indtil videre er det derimod tilladt at geowashe sine produkter. Altså fremhæve sine produkter som noget særligt, fordi de er producerede et bestemt geografisk sted.

Der er mange gode grunde til, at lokale fødevarer er et pludsord – altså et ord, der giver positive associationer. Men at en fødevare kaldes lokal, kan næppe i sig selv være en garanti for, at den er bedre, sundere, sjovere, mere bæredygtigt, mere velsmagende eller på nogen måde mere speciel, end fødevarer, der ikke smykker sig med den betegnelse.

Hvad dækker begrebet en lokal fødevare egentlig over?
Er f.eks. en sønderjysk spegepølse produceret af Gøl Pølser i Svenstrup ved Ålborg en lokal fødevare? Den er i hvert fald ikke produceret i Sønderjylland og kødet kan stamme fra hvor som helst.
Gøl Pølser har en spændende historie, hvor det hele startede i landsbyen Gjøl med en slagtermester Jensen som grundlægger. Siden blev virksomheden en del af Tulip – det vil sige Danish Crown-koncernen.

Kan en lokal fødevare overhovedet være produceret på en fabrik – altså være et industriprodukt, eller skal den være fremstillet i et beskedent baglokale med simple køkkenmaskiner og med ejeren selv ved gryderne?

En analyse fra Landbrug og Fødevarer viser, at vurderingen af, om noget er lokalt eller ej, kan afhænge både af, hvor man bor og hvilken varekategori, der er tale om. Begrebet er altså ikke entydigt, og det gør det jo vanskeligere at bruge det. I københavnsområdet, hvor der ikke produceres mange fødevarer, er ’lokale varer’ ensbetydende med ’danske varer’, mens det for forbrugere ude i landet mere er ’regionalt producerede varer’ og varer, der er ’produceret i nærområdet’, der forbindes med noget, der er lokalt.

Kortere transport, bedre for klima og miljø, støtte lokal økonomi og lokale arbejdspladser, samt højere fødevaresikkerhed er nogle af de positive associationer, der knytter sig til begrebet.

Lokale fødevarer er mad med identitet. Den lokale fødevareproducent gør sig umage. Hun skal selv stå på mål for kvaliteten, og hun kan nok ikke konkurrere på pris.

Hos Læsø Tang er vi ikke i tvivl om, at vi er en lille lokal fødevarevirksomhed.

Vi er dog inderst inde også sikre på, at vores tangprodukter ikke er væsentlig bedre end lignede produkter fra andre og evt. større producenter. Vi er dog så stolte af vores hjemsted, Læsø, at vi gerne markedsfører vores tangspecialiteter med det navn.
Måske kunne man beskylde os for geowashing – altså at gøre Læsø bedre, end Læsø egentlig er.

Vi har dog lært af historien. Vi snakker ikke om Smagen af Læsø eller andet, som ingen kan identificere med noget som helst.
Vi tilbyder ikke nogen, at de kan smage Læsø, fordi de køber en pose tørret tang, der er høstet i et af Danmarks reneste farvande, tørret, håndsorteret og pakket med den største omhu og respekt for smag og kvalitet. Hvordan skulle Læsø dog smage?

Lokal mad eller souvenir.

Inderst inde handler lokale fødevarer om selvforsyning på et lokalt, regionalt og nationalt plan.
De fleste lokale fødevareproducenter oplever dog næppe, at kernekunden er en lokal medborger.
Danske forbrugeres hovedfokus ligger på pris, og pungen ligger ofte meget langt nede i den danske forbrugers lomme.
I Danmark tænker man desværre value for money før noget andet. Det er pris, pris, pris, der først og fremmest kendetegner den danske forbruger.
Produktionen af fødevarer er derfor lavet efter en målsætning med lav stykpriser og ensartet kvalitet. Forbrugere har i samme takt vænnet sig til at gå efter storkøb, tilbud og det forudsigelige resultat i køkkenet frem for at lade aftenens menu styre af årstidens friske ingredienser.

Det betyder, at lokale fødevarer meget ofte forbliver en hyggelig turisme sag med gårdbutikker og vejboder, og så snart turisterne forsvinder, lukker både butikker vejboder og de sjove markeder – og i de lokale supermarkeder bliver de lokale varer taget af hylderne.

Når man er turist, ser man lidt mere nuanceret på alting, og betalingsvilligheden er lidt større end i det daglige. Lokale fødevarer tilbyder oven i selve varen også en historie, og det nok ofte fortællingen mere end varens egentlige kvalitet som fødevarer, der er det spændende og positive og dermed understøtter salget.

Det er jo sådan set udmærket – ellers var der næppe noget salg overhovedet.

Det er bare ikke tilstrækkeligt. Det kan være meget svært at bevare optimismen og troen på, at man som lokal producent kan gøre en særlig forskel, når man først og fremmest producerer til et marked for sjove værtindegaver og souvenir, og man reelt gerne vil pege fremad mod en fremtid, hvor klimaaftrykket skal begrænses, og hvor vi må fokusere og producere bæredygtigt, hvis der også skal være en ordentlig verden til vores børn og børnebørn.

Spørgsmålet er bare, hvordan man får lokale til at støtte og bruge det lokale.