9940 Læsø
+45 2023 4911 / +45 2925 0919
tl@tofteladen.dk

Tanghøst – og så på en søndag.

Spisetang fra Danmarks reneste farvand

Tanghøst – og så på en søndag.

Når man har valgt at producere spisetang, er der ikke meget forskel på en arbejdsdag og en udflugt.
I hvert fald ikke når det handler om at tage på tanghøst i det lave og rene vand i vores økologiske høstområder på Læsøs nordkyst.

Forventningen, når bilen pakkes med baljer, waders, paddleboards, sakse og den gamle rustne cykeltrailer er høj: nu skal vi ud at nyde et par timers fuldstændig ro og hygge, mens vi klipper blæretang, klørtang og savtang. I dag er vi tre, der skal på tur. Vores Inez er hjemme på Læsø for at hygge og for at hjælpe. Det er hendes debut som tanghøster, og det er hende, der har taget billederne.

Måske er vi heldige at møde et par interesserede mennesker på stranden, der vil spørge, hvad vi laver. Og vi vil selvfølgelig forklare, at vi er på arbejde, og at vi høster frisk tang, der skal tørres og spises, og at vi høster så store mængder, fordi vi ligefrem sælger af det i vores gårdbutik og på webshoppen. På den måde har vi måske også skaffet et par nye kunder.

Vi har en køretur på ca. 15 kilometer til det største af vores høstområder.

Området har et samlet areal på ca. 1 km2. Fødevarestyrelsen har godkendt et området på ca. 2 km.  i længden og ½ km ud i vandet. Det skal vi holde godt øje med – vi skal vurdere tangmængden og vandkvaliteten, og vi skal registrere, hvor meget vi høster. Så må vi markedsføre det som økologisk.

Bilen parkeres og alt gøres klart. Det er lidt hårdt at pumpe de to paddleboards op, men det er bestemt umagen værd. Der er naturligvis massevis af sten i de lave vand – ellers var der jo ingen tang. Stenene er glatte og svære at gå på.  Det er til gengæld ren nydelse at sætte sig på boardet med en balje om bord og en saks i hånden og så krabbe rundt mellem små og store sten og klippe de yderste skud af en lille smule af de uendelige mængder af dejlig forårsfrisk tang.

Vandet er stadig ikke varmt, så et par gummihandsker er gode at have på – og et par skåneærmer.

Solen skinner, og det er nærmest vindstille. Tidevandstabellen har denne formiddag angivet + 10. Det betyder 10 cm. over middelhøjden. Havde vi ventet til i eftermiddag, ville vandstanden være faldet til – 13 cm.

Man kan såmænd godt have en kop kaffe med ud på boardet, der højst duver lidt for en bølge eller en lille dønning, der søger ind og rinder ud på stranden.

Vi klipper, og vi nyder det.
Rie er meget omhyggelig med at kontrollere, at Leif ikke har for travlt og kommer til at klippe tang, der er fuldt med begroninger, små mosdyr, eller vatalger, dunalger eller fedtemøg, som det også kaldes. Og så sand – for Guds skyld ingen sand – men det er der nu heller ingen risiko for i dag, hvor tangen nærmest svæver og flyder i vandoverfladen et godt stykke over sandbunden.

Pludselig er der gået halvanden time, og baljerne er næsten fulde. Vi må op af vandet og hjemad.

De tunge baljer sættes op i cykeltraileren og skubbes op gennem klitterne til bilen. De to boards vejer stort set ingenting, så de er lette at bære. De er jo næsten kun luft. Ved bilen lukkes luften ud. Det er det eneste ærgerlige. Det går så uendelig meget lettere med at lukke luften ud end at puste den ind – og det skal vi jo snart gøre igen.

Hjemme skal tangen lige vejes, inden den skal bredes ud på tørrebordene, hvor den skal fortørre. Det vil komme til at gå hurtigt, når temperaturen er som i dag. Måske kan vi helt undgå at skulle bruge ovnen på at tørre det færdigt.

12 kilo savtang og 15 kilo blæretang blev det til i dag. Når det er færdigtørret vil det godt nok kun veje 1,2 og 1,5 kilo – men det er da også til en del poser med 20 gram i hver.

Og i morgen er der jo atter en dag, hvor der er lovet godt vejr.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *