..….. jo sundere bliver havet.
I DTU’s flotte tidsskrift Dynamo kan man i decemberudgaven fra 2021 læse en meget spændende artikel med en klar opfordring til at spise mere tang – det er både sundt for en selv og for havet: Jo mere tang vi spiser, jo sundere bliver havet.
Susan Løvstad Holdt, der er lektor på DTU’s Fødevareinstitut, står sammen med Simon Weber Marcussen, der er partner i vores kollegavirksomhed Dansk Tang, bag de spændende oplysninger i artiklen.
Susan har arbejdet med tang siden 2003, og fastslår, at for 10 år siden vidste danskere stort set ikke, at man kunne spise tang, og hun forudser, at om 10 år vil tang være en helt almindelig fødevare på linje med kartofler og gulerødder.
Det er en vision, som Læsø Tang meget gerne bidrager til at opfylde.
Desværre er vores geografiske beliggenhed ikke så central her ude midt i Kattegat.
Vi ville gerne kunne deltage mere aktivt i de forskellige samarbejder, der finder sted omkring f.eks. Dansk videnscenter for Tang, men må ofte nøjes med at se på, når de store vidensinstitutioner som DTU og Universiteterne udvælger samarbejdspartnere til relevante erhvervsudviklingsprojekter.
Det har naturligvis også nogen med strategi og ambitionsniveau at gøre.
Læsø Tang er ikke sat i verden for at redde den. Vi er en lokal fødevareproducent, der er arbejder på at producere sunde, bæredygtige og velsmagende fødevarer og oplevelser med udgangspunkt i de kvaliteter, som netop det lokale kan bidrage til. Den vilde tang, vi kan høste rundt om Læsø, er af en kvalitet og en renhed, som vi på alle måder kan stå inde for.
I lighed med Dansk Tang vil vi arbejde for at blive en C02-negativ virksomhed, og Læsø Tang deler Susans målsætning og forventning om, at tang bliver en helt almindelig grøntsag i ethvert køkken så hurtigt som muligt.
For Læsø Tang er også den økologiske produktion en væsentlig kvalitet. Det er helt nærliggende, at spisetang skal produceres efter de økologiske retningslinjer. Som Simon Weber siger det i artiklen. ”Vi skal hverken pløje, vande, gøde eller sprøjte med pesticider.”
Som økologisk virksomhed må vi godt nok bruge meget tid på at tilfredsstille Fødevarestyrelsens umættelige behov for dokumenthåndtering. Mere end 100 forskellige kontrolskemaer med diverse balanceregnskaber og driftsjournaler holder vi efter bedste evne styr på.
Men når vi nu ved, at jo mere tang vi spiser, jo sundere bliver både vi selv og havet, så kan vi ligeså godt sikre, at også de ingredienser, der er hentet på landjorden, er produceret mest mulig bæredygtigt og skånsomt for miljøet.