Nyt erhvervseventyr på Læsø.
Hvis overskriften vækker interesse – så er kommunikationen vellykket, har vi hørt.
Og hvis du har læst hertil, så er vi jo godt på vej.
Måske lover overskriften for meget, men vi har jo lov at håbe.
I dag har vi søsat et forsøgsprojekt med dyrkning af tang.
Sammen med marinbiolog Peter Schmedes fra DTU, Skaldyrcenteret på Mors har vi sat tre liner med sukkertang-sporer på hver ca. 15 meter ud i havet i vores økologiske høstområde ca. 100 meter fra kysten ud for Professor Johansens Vej på Læsø.
Så hvis vi ændrer overskriften til Nyt tangeventyr på Læsø – så er der i hvert fald dækning for overskriften.
Dyrkning af sukkertang på liner, har været et stort ønske for Læsø Tang i flere år. Med tilskud fra den nationale FLAG-midler er det nu lykkedes at få sat gang i et forsøgsprojekt, hvor de små tangsporer på linerne i løbet af vinteren skal udvikle sig fra spirer til småplanter og til foråret fra småplanter til voksne planter med sukkertangsblade, der kan høstes i maj.
Om udbyttet bliver stort eller lille, ved vi i dag intet om, men de bliver forhåbentlig store nok til at ende i Ries fantastiske tangprodukter og delikatesser.
Man dyrker tang mange steder. Det er ikke nogen nyhed. Men farvandet omkring Læsø er ideelt for tang på grund af det høje saltindhold. Men samtidig kan der være en ekstra udfordring. Hårdt vejr, stærk strøm og høje bølger kan være det vejrlig, som linerne og de små tangplanter skal klare sig igennem i løbet af vinteren, inden de skal høstes i smult vand til foråret.
Det stiller krav til forankring af linerne, som vi ikke kan forestille os eller beregne os til.
Linerne er forankret med betonklodser på hver 45 kilo og en stump ankerkæde på ca. 20 kilo. Peter Schmedes vurderede, at de bliver, hvor de blev sat, men vi frygter selvfølgelig, at vi skal finde dem helt oppe på stranden eller lede efter dem helt ovre ved den svenske kyst.
Men et forsøg er jo et forsøg – og hvis det lykkes, så vil det bidrage væsentligt til den leverancesikkerhed, som vi har brug for i virksomheden – og hvem ved – så begynder der måske et erhvervseventyr på Læsø – i hvert fald begynder der et tangeventyr.
Seneste kommentarer