Tang på julemenuen

I julemåneden opstår der sikkert op til flere muligheder for at foræde sig.

Der vil være sild, laks og fiskefileter, medisterpølse og leverpostej med bacon, krydderfedt og rullepølse, små frikadeller og store frikadeller, mørbradbøffer, hamburgryg, glaseret skinke og andebryst, sylte og blodpølse, æbleflæsk, æg og rejer og risalamande.
Og de lækreste tilbehør vil få det til at sejle i fedt: Mayonnaise, hvidkål, grønlangkål og brun sovs, remoulade, sky og karrysalat, sukkerbrunede kartofler, bare for at nævnte nogle af de lækreste. Og kirsebærsovs til ’alamanden. Og så ost til at slutte af med. Roquefort og Emmentaler, Gorgonzo, Feta, Brie, Camembert og Gammel ost fra Kreta. Danbo, Samsø, Maribo, Elbo og Thybo, Gauda og Cheddar og Alpeost.

Skal der være fest, så lad der være fest.

I det selskab af traditionelle juleretter bliver det jo næppe nemt at komme igennem med et budskab om, at der mangler noget. Men det gør der. Der mangler tang.
Tangen vil ikke fylde meget – det skal heller i påstås, at det skal erstatte nogle af herligheder – men det vil gøre nytte på flere måder, hvis der pludselig dukkede en tangsalat, en lun tangsuppe, lidt syltet blæretang eller en tangpesto op på menukortet. Og tilsat granuleret tang i mange af retterne ville give endnu mere smag til de stegte og kogte serveringer.
Og så vil det give noget at snakke om. Samtaler om sundhed og bæredygtighed i vores kost er måske ikke de mest oplagte emner, mens man er ved at æde sig ihjel, men de kunne måske sætte lidt af vores livsstil i perspektiv. Og velsmag, som tangen bidrager til med sit strejf af umami kan ingen vel have noget imod.

Og så kan det absolut anbefales at skylle silden ned med en tangbjesk. Den er næppe ret meget mere sund end en almindelig akvavit, men den smager lidt anderledes, og vil man gerne slutte af med lidt sødt, så kan man nemt fornemme den lille lakridssmag, der afslutter og afrunder tangbjeskens tur ned i halsen.

God appetit.