Kystdirektoratet mangler sikkert bare erfaringer.

Vore kollegaer i Dansk Tang er kommet i klemme i systemet. Sagsbehandlingstiden for en ansøgning om at kunne etablere et tangformeringsanlæg har nu foreløbig varet end 1 ½ år, og imens kan producenter af tangprodukter i både Norge og Sverige få tilladelser på meget kortere tid med de forretningsmæssige og konkurrencemæssige fordele, der naturligvis er forbundet med det.

Samtidig møder Dansk Tang skrappe krav til både placering og økonomiske garantier, der er langt mere omfattende end de betingelser, som følger de norske og svenske tilladelser.

Der er helt klart ikke meget støtte at hente i den statslige myndighed til en lille, men vigtig og fremtidsorienteret fødevareproduktion i Danmark.

Læsø Tang har også været en tur gennem den Kystdirektoratiske mølle.

På flere måder er vores lidelseshistorie selvfølgelig ikke direkte sammenlignelig med historien for Dansk Tang, men i forhold til sagsbehandlingstiden kan vi næsten måle os. Der gik 10 måneder fra vi søgte til vi fik en godkendelse, men der skulle også bare gives tilladelse til fire plastikkugler, som vi skal tage med ind og ud hver gang, vi skal høste, – altså ikke noget permanent anlæg – kun fire flydebøjer, der skal ligge i vandet højst 24 timer ad gangen.

Målet med vores ansøgning til Kystdirektoratet var at få godkendt fem områder på hver ca. 1 km2 lavvandet havområde omkring Læsø, hvor vi kan få den vilde tang godkendt som økologisk.

Man kan måske helt berettiget stille spørgsmålstegn ved tang som en økologisk fødevare, men det er jo en anden diskussion.

Det er Fødevarestyrelsens anliggende at godkende økologi – ikke Kystdirektoratets, men Direktoratet kommer ind i billedet, fordi Fødevarestyrelsen kræver, at der er tilladelse til at indhøste tangen i det område, der skal godkendes – og her opererer man med begrebet et anlæg.

Altså skal Kystdirektoratets tilladelse til et høstanlæg vedlægges som bilag til økologiansøgningen til Fødevarestyrelsens afdeling for Akvakulturbrug. Allerede her er det hele ved at gå fisk.

Efter et par måneders drøftelse med Fødevarestyrelsen om hele godkendelsesprocessen indsendte vi ansøgningen til Kystdirektoratet i april 2019 om godkendelse af fem områder til høst af økologisk tang.

Kystdirektoratet har ved tidligere lejligheder meddelt os tilladelse til at høste vild tang ud for kysten. Og vores ansøgning om at få godkendt fem specifikke områder, gav selvsagt en udfordring. Kystdirektoratet havde meget vanskeligt ved at forstå, at man skal give en ekstra tilladelse til noget, der er tilladt.

Men det skal man altså – det kunne vi jo dokumentere i et brev fra kollegaerne i Fødevarestyrelsen.

Så måtte vi jo i gang med at definere, hvad man kan forstå ved et anlæg, så Direktoratet har noget at godkende.
Vi har ikke behov for noget anlæg, i hvert fald ikke noget permanent anlæg med afgrænsninger, hegn, bure, bassiner eller noget i den retning. Vi skal bare have et område, hvor vi må bevæge os rundt i waders og klippe tang eller samle tang ind i net eller garn – evt. som bifangst ved almindeligt og skånsomt kystnært fiskeri.

Efter lidt forhandling blev vi så enige med sagsbehandleren om, at vi kan definere et anlæg som et afgrænset område, og at dette område kan afgrænses midlertidigt, når der er brug for det, altså i det tidsrum, hvor vi høster. Afgrænsningen skal så sikre, at vi ikke kommer til at høste udenfor – så kan vi jo ikke vide, om tangplanten er økologisk.

Vi indtegnede lydigt de fem områder på diverse søkort og angav hvert område med nøjagtige gps-koordinater.

Kystdirektoratet udsendte ansøgningen i høring, og der kom bemærkninger om, at der er iagttaget marsvin i et af områderne, at de påtænkte afmærkningsbøjer kan genere søfarten i et enkelt af områderne, og at Miljøstyrelsen anser det for utilstrækkeligt godtgjort, at tangen vil regenerere tilstrækkeligt i et af områderne, der tilfældigvis ligger i et Natura 2000-område.

Her begik vi nok selv en fejl. Vi gav os som sagspart til at argumentere imod svaret fra den studentermedhjælp, der havde udarbejdet Miljøstyrelsens bemærkninger. Det skulle vi af hensyn til sagsbehandlingstiden næppe have gjort, men vi mente og mener stadig, at vi naturligvis ikke med en høstmængde på max 400 kilo våd tang om året kan ødelægge hverken biodiversiteten eller ophøste nogen som helt målbar mængde af den tang, der vokser i meget store mængder på det pågældende stenrev.

Vi skriver nu oktober 2019. Sagen gik i stå. Kystdirektoratet synes at være meget utilbøjelige til overhovedet at ville udarbejde et svar, når vi nu ikke alle sammen var helt enige.

Vi telefonerede lidt frem og tilbage, og vi fik i begyndelsen af februar det forslag fra Kystdirektoratet, at hvis vi nu indsendte en ny ansøgning, hvor vi undlader at søge godkendelse til anlægget i det område, som Miljøstyrelsen ikke bryder sig om, vi færdes i, så kan vi hurtigt få en godkendelse for de næste ti år for de andre fire, så vi kan vende tilbage til Fødevarestyrelsen med den famøse tilladelse, og således komme videre med ansøgningen om det, det egentlig drejer sig om, at blive en økologisk  virksomhed.

Vi bøjede nakken, indsende en ny ansøgning og denne gang kun til fire høstområder.

Vores høstanlæg bestående af fire flydebøjer, der skal lægges ud, når vi starter med at høste og tages med hjem, når vi er færdige, blev givet i februar 2020.

Herefter var også Fødevarestyrelsen tilfredse, og vi producerer nu udelukkende økologiske tangprodukter.

Måske skulle vi prøve at indsende ny ansøgning om tilladelse – vi kan altid bruge et område til – og måske handler det bare om, at Kystdirektoratet endnu ikke har erfaringer med at samarbejde med tangproducenter, der jo ikke er ude på at svine hverken havet eller miljøet til, men tværtimod ønsker at bidrage til både at glæde ved spisebordet og gavne havmiljøet.