Tang og politik
SF top har besøgt Læsø og Læsø Tang.
Umidddelbart er det ikke specielt politisk at spise tang. Det er sundt, det er bæredygtigt, det er miljørigt, og det giver en god smag i munden.
Det er helt sikkert værdier og egenskaber, som alle politiske retninger og politiske partier vil anse for plusord.
Men nu var det tilfældigvis SF, der aflagde Læsø et besøg en solbeskinnet dag i august.
Et besøg hos Læsø Tang var sat på besøgsprogrammet, og naturligvis benyttede vi lejligheden til at fortælle om tang som fødevarer, men specielt var det emner som grøn (og blå) turismeudvikling, iværksætteri, økologi, landdistrikspolitik og stedbundne oplevelser, der var i fokus under samtalerne med repræsentanterne for SF.
Naturligvis forventer vi nu, at vilkårene for udviklingen af spændende sunde og lokale fødevarer og rammebetingelserne for iværksættere og de såkaldte SMVer (små og mellemstore virksomheder) kommer helt op i toppen af den politiske dagsorden på Christiansborg, når der skal lovgives omkring fødevarer, erhvervsudvikling, øer, miljø, klima, energi og forsyning
Fra SF’s folketingsgruppe deltog Karina Lorentzen Dehnhardt, Charlotte Broman Mølbæk og Rasmus Nordquist i Læsø-turen, bl.a. sammen med politisk rådgiver Ole Hvas og Karina Lorentzens medarbejder Anders Michael Kristensen. Charlotte Broman Mølbæk måtte imidlertid tilbage til et samråd i Folketinget, inden den fulde program var gennemført.