Tangkartofler og tang i urtehaven.
Selvom det stadig er koldt og måske også snedækket i urtehaven, så er det allerede nu tid til at starte forberedelserne til årets haveplan. Og det er ved at være sidste udkald, hvis der skal tilføres tang til jorden.
Og det er en rigtig god idé at berige sin have med tanggødning. Det har man vidst og bl.a. brugt på Læsø gennem århundreder. Opskyllet tang og ålegræs blev hentet på stranden og spredt ud over jorden.
Læsø Tang dyrker selv en række forskellige afgrøder i tang. Specielt kartofler, men også andre saltresistente grønsager, som f.eks. asparges og saltkraut (en lækker salat) bliver både større og mere smagsfulde, når de vokser i tang. Men lad være med at komme tang i jordbærbedet, det kan de fine røde bær ikke lide.
Der er endvidere evidens for, at kartofler, der dyrkes i tang, bliver sundere. I hvert fald har de et væsentlig højere proteinindhold.
Sammen med Susanne Linda Nielsen gennemførte vi i 2018 et forsøg på Læsø, Samsø, Brumleby og Vordingborg, hvor vi lavede paralleldyrkning af sahva-kartoflen i hhv. saltholdig og almindelig havejord.
Susanne tog alle kartoflerne med til et laboratorium på DTU og gennemførte test og undersøgelser.
Resultaterne var entydige. Kartoflerne, dyrket i tang, blev målt med et ca. dobbelt så højt proteinindhold, i forhold til kartoflerne, der var dyrket i almindelig jord.
I Finland er metoden også kendt. Herfra fortælles det, at også vitaminindholdet er væsentlig højere i tangkartofler sammenlignet med almindelige jordkartofler.
Og så undgår man jo også jord på kartoflernes overflade, når de dyrkes i tang.
Generelt vil tang brugt som gødning naturligvis berige jorden med vigtige nærings- og sporstoffer, og vi kan altså kun anbefale, at dyrke kartofler i tang og bruge jorden til andre spændende afgrøder.
Seneste kommentarer