Den sødeste bibeskæftigelse

Der er en helt særlig glæde ved at høste. Det gælder, når vi om foråret oplever, at de friske skud i vores tanganlæg strutter af energi og velvære og nærmest tigger om at blive klippet af og høstet til vores forretning med økologisk spisetang. Det gælder selvfølgelig også, når havens afgrøder skal i hus om efteråret.

Høstarbejdet er en fornøjelse – en natur-, hav- og friluftsoplevelse, som man kun kan blive glad i hovedet af.

Men det er jo også først efter høsten, at det hårde arbejde begynder. Tangen skal tørres, pakkes, etiketteres, og forskellige produkter skal koges, blandes, bages, hældes på glas og fyldes på hylder og lager. Grøntsagerne og frugter skal renses, blancheres, fryses eller gemmes og sikres mod vinterfrost og skadedyr.

Om efteråret er der også en anden høst, vi kan glædes over. Det er honninghøsten.

Udover vores økologiske tang er vi nemlig også økologiske biavlere. En sød bibeskæftigelse – i ordets egentlige forstand. Mange tusinde små vingede venner af den oprindelige naturbi i hele Nordeuropa, Den brune bi, Apis mellifera mellifera, som den hedder på latin, har knoklet for os hele sommeren for at samle forråd til en lang kold vinter. Nu kommer vi og stjæler det meste af deres indsats.

Det er lynghonning, vi producerer. Vores bistader står i den østligste ende af Læsø, lige midt i det beskyttede område for den brune bi, og der er stort set ikke andet end lyng, bierne kan trække på.

I biavl er selve høsten af honning måske ikke den største glæde – i hvert fald ikke før honningen er høstet.
Man kan vel ikke tale om direkte livsfare forbundet med at høste honningen, men bierne er sjældent enige med os i, at de lige så godt kan leve af lidt sukkervand i stedet for den dejlige honning, de har brugt dage, uger og måneder på at indsamle. Så vi er forsvarligt ekviperet i dragter, handsker og en del andet sikkerhedsudstyr, når vi nærmer os med, hvad bierne helt sikkert oplever som onde hensigter.

Men vi vinder hver gang – måske slæber vi os hjem med et par stik sammen med honningen – men honningen får vi med. Og på lageret fylder stadekasserne med ti tavler i hver godt op.

Og så er det – som med tangen efter høst – at nu begynder det egentlige arbejde.

Vi presser honningen. Det er ikke helt så udstyrskrævende som at slynge den, og presset honning indeholder en del flere pollen end slynget honning, og den er mere aromatisk.

Inden presningen begynder, finder vi dog nogle af de allerflotteste og helt forseglede tavler, hvorfra vi skærer stykker af tavlehonning. Det er honning i sin reneste og naturligste form: helt uberørt. Tavlehonning spises ved at tage et stykke ud af tavlen med en teske og putte hele stykket i munden – som en slags honning-tyggegummi.

Så er det pressetid. Honningen skæres ud af rammerne og fyldes i presseren – en 20 liters vandtrykspresser, der også er rigtig god til at presse f.eks. æbler.

Det er en noget fedtet og klistret beskæftigelse, men det er ren glæde at se, honningen vælte ud af de små huller i presseren.

Spand efter spand bliver fyldt med flydende honning, men uanset stor omhyggelighed, så er der forskellige urenheder, bl.a. lidt voks, der skal fjernes, inden honningen kan fyldes på glas.

Honningen skal sies. Tre gange vendes spandene på hovedet, og honningen løber gennem mere og mere fintmaskede filtre.

Efter at honningen er blevet siet, er den selvfølgelig stadig flydende. Det er desværre på lånt tid; honningen vil krystallisere, og derfor skal den røres.

Flydende honning er imidlertid en delikatesse, så naturligvis skal der fyldes en del glas med det samme.

Den flydende honning kan straks sættes på hylden i butikken, hvor også tavlehonningen er sat frem.

Resten af den siede honning skal røres. Det er en proces, hvor honningen røres nogle minutter et par gange om dagen og stivner i løbet af 5 – 10 dage. Herefter er honningen smørbar, som de fleste kender den.

Omrøringen foregår med en røresnegl og en boremaskine.

Nu er vi sådan set færdige. Den rørte honning skal selvfølgelig også på glas, og der skal sættes etiketter på glassene. Etiketterne skal fortælle, at

• honningen er kontrolleret,
• det er Rie Toftelund Ladefoged, der er biavleren,
• vores kontrolnummer er 55158
• holdbarheden er 18 måneder, og
• man ikke anbefaler honning til børn under et år.

Vores bibeskæftigelse kan endda supplere med yderligere to små etiketter, der fortæller, at honningen er fra

• Den brune Bi på Læsø og
• honningen er økologisk og altså kontrolleret af Landbrugsministeriet og derfor skal mærkes med både EU’s grønne blad, det røde Ø-mærke og påskriften DK Øko 050.

Selv i forbindelse med en bibeskæftigelse skal der naturligvis være orden i tingene.

På det her tidspunkt har vi allerede sagt tak for i år og sov godt til bierne. De har fået deres velfortjente økologiske sukkervand, som de har trukket ned i vinterlejet. De har også fået en myresyrekur mod varroamider. Og vi har brutalt slået et par bier fra hvert stade ihjel og puttet dem i fryseren. De skal indsendes til gentest, så vi kan være sikre på, at der ikke i løbet af året er sket en raceblanding med den gule bi.

Nu mangler så bare al oprydningen. Rammerne skal vaskes, voksen skal smeltes, staderne og udstyr skal skrabes, renses og rengøres – og så skal der spises honning.