Den årlige økologikontrol.

2026.07.26

Der er ikke noget som helst, der bliver lettere, hvis man vælger at være økolog.

Alt skal registreres og noteres i sindrige skemaer. Hvert eneste gram af en økologisk råvare skal vejes og køb og salg, spild og evt. eget forbrug skal afstemmes, så indgåede og forbrugte mængder nøje kan kontrolleres og sammenlignes med diverse journaler og bogføringer.

Men sådan skal det selvfølgelig være i et samfund, hvor tillid er godt, men kontrol er endnu bedre.

Vi bliver hvert år kigget over skulderen af både Landbrugsstyrelsen og Fødevarestýrelsen, og det er helt i orden. Man skal kunne have tillid til, at økologiske producenter overholder alle bestemmelser og regler – rimelige og fornuftige såvel som tilsyneladende ligegyldige.

For vores vedkommende betyder kontrollerne, at Fødevarestyrelsen Aqua skal sikre sig, at vi kun høster indenfor afmærkede områder, som Kystdirektoratet har godkendt som anlæg, hvis vi markerer dem med flydebøjer -og at vi for alt i verden ikke benytter en båd med bundmaling i forbindelse med høsten.

Samtidig skal vi kunne redegøre for, hvor meget vi har høstet af de forskellige tangarter, hvor meget tang, der totalt findes i områderne og beregne, hvor meget kvælstof og fosfor vi gennem året har fjernet fra verdenshavene. Bortskaffelse af gammelt og udslidt udstyr som baljer, reb, liner osv. skal også være forsvarlig og miljørigtig og beskrives.

Der skal også være adgang for styrelsens medarbejder til analyser af vandkvaliteten. Det vil sige, at vi skal håndtere vandprøver, der skal testes for bl.a. e-coli og pfas-stoffer.

Igen i år viste prøverne, at vores høstfarvande er rene og fuldt forsvarlige.

Her kan du læse rapporten vedr. e-coli i området omkring Horneks. Analyse, høstområde 1, Horneks Odde

Så længe vi befinder os på havet og i den første tørreproces, er vi primærproducenter. Her gælder særlige regler, men det er ikke et krav, at vi nøjagtig kan redegøre, hvor meget tang eller biomasse, der helt præcist findes i områderne. Vi kan nøjes med en visuel vurdering og lidt billeddokumentation, der viser, at der væsentlig meget mere, end vi høster.

Når den tørre tang bæres ind i køkkenet til pakning eller videre forarbejdning er det ”den rigtige fødevarestyrelse”, der tager over. Så er vi blevet sekundær producenter, og tælleriet vil ingen ende tage: input og output af alle økologiske råvarer skal sammenholdes med ind- og output af færdigvarer og lagervarer, råvarernes oprindelse og producernes økologiske certificeringer skal sidde i en mappe side om side med vores egenkontrolprogram, der skal forklare, hvordan vi sikrer, at økologiske varer og de enkelt ikke-økologiske varer, vi anvender ikke på noget tidspunkt kommer i nærheden af hinanden, at etikkerne overholder reglerne for ikke at vildlede eller lovprise noget, der ikke må lovprises. F.eks. må ordet ”sund” ikke anvendes i økologisk markedsføring, og der skal være styr på både næringsindhold, skriftstørrelser og de forskellige mærkningsordninger.

Heldigvis oplever vi, at Fødevarestyrelsens medarbejdere og kontrollører er venlige mennesker, der bare udfører deres job og som samtidig er parate til at vejlede, når der er noget, vi er i tvivl om. Og det kan der meget nemt være i den massive bunke af lovstof, EU-forordninger, bekendtgørelser, cirkulærer, vejledninger, kundgørelser, anordninger og meddelelser, der gælder for økologisk produktion og som ofte udgør vores fornøjelige godnatlæsning, inden vi kan lukke vore øjne og glæde os til næste dag, hvor vi kan koncentrere os om det væsentligste: at producere gode, rene, økologiske tangprodukter og velsmagende hilsner fra havet omkring Læsø.